CMS kontra statiske HTML sider


Vælg den bedste løsning til din nye hjemmeside.
Er du i tvivl om CMS er det rigtige valg, kan du her læse om nogle faktorer, du bør tage med i dine overvejelser. Jeg skelner i det følgende mellem dynamiske CMS sider og statiske flat-file HTML/CSS sider.

CMS = content management system

CMS kan udvikles helt fra bunden og skræddersyes til at varetage ganske specifikke opgaver. Det er monster dyrt at få udviklet, så derfor er der oftest tale om, at vi udvikler en hjemmeside i et Open Source CMS som f.eks. Joomla eller mere almindeligt i 2016, WordPress.
Disse systemer kommer som gratis standard grundpakker – gratis fordi det er open source projekter = sammensat af kodebidrag fra mange forskellige udviklere med mere eller mindre god kodning.
De indeholder et væld af funktioner og kode, som du aldrig vil få brug for på din hjemmeside. I skrivende stund mener jeg, at en Joomla grundpakke består af mindst 17.000 filer, der alle bliver installeret på dit webhotel.
Hertil kommer installation af flere tredjeparts plugins (koster ofte penge) med de funktioner, som grundpakken IKKE indeholder, men som du faktisk HAR brug for. Og selvfølgelig skal din hjemmeside også have et flot "sæt tøj", så der skal installeres en template (skabelon), som er indkøbt og skal tilpasses dit behov.

CMS'er er blevet meget udbredt i de seneste år, men der begynder at vise sig en tendens til at fravælge dem, når der skal bygges mindre hjemmesider, der overvejende har statisk indhold. Det er en vej jeg selv har valgt at følge – back to basics – væk med de overflødige kilo.

3 almindelige argumenter for CMS, som jeg lige vil starte med at skyde ned:

  1. Du skal opdatere din side med frisk indhold
    Sådan har det altid lydt. Nu til dags er der dog andre forhold, der har større betydning for din sides placering i søgeresultaterne, f.eks. kvaliteten og relevansen i indholdet.
    Virkeligheden i dag, er, at de fleste virksomheder faktisk ikke har så mange nyheder af almen interesse at fortælle om. Når der endelig er noget, har man glemt fremgangsmåden for brug af CMS'et, og så bliver det bare ikke gjort.
  2. Du kan selv vedligeholde og tilføje indhold
    I nogen grad sandt, men bør du gøre det? Har du gode evner for layout, billedbehandling og sprog? Ved du hvordan du tilegner de rigtige styles (typografier) til dit indhold, så hele siden fremstår med ensartet layout? Kan du finde ud af at lave billedmateriale i de rigtige størrelser, og får du tilføjet det meget vigtige ALT tag til billederne? Kan du selv gå ind i diverse plugins og ændre på indstillinger, tilføje nye "beholdere" til dit indhold, og kan du, når det kræves, gå ind i HTML koden i editoren og rette/tilføje? Endelig skal du også huske at tage en backup af hele siden og databasen inden du går igang, for hvis noget går galt undervejs, skal du jo helst kunne installere din backup og rette siden op igen.
  3. Det er nemt!
    Nej - med streg under. Det har aldrig været nemt at bruge CMS for ikke-rutinerede, ikke-webdesignere og ikke-kode-kyndige, selvom mange bureauer påstår det. Webdesign er et håndværk, som skal læres. Har du mod på det, så bliver det, om ikke nemt, så i hvert fald nemmere. Men det kræver en indsats.

Nogle forskelle

Sikkerhed:

Du skal sørge for hele tiden at opdatere både selve CMS grundpakken, plugins og skabelon. Manglende opdatering er oftest grunden til at databasebaserede hjemmesider, som CMS jo er, bliver hacket. Særligt WordPress er udsat, og det skyldes bl.a. den store markedsandel - her kan hackerne få mest ud af deres anstrengelser.
"Jamen, jeg skal nok opdatere" siger du, og det er fint, men ikke sjældent sker der noget uventet med andre dele af systemet, når du gør det, og det kræver betragtelig indsigt at udbedre fejlene. Det kan du ikke selv, og indtil du får hjælp, hænger din side hjælpeløst på nettet i en sørgelig tilstand.
Med en statisk HTML side kan man på et sekund overskrive sine filer på serveren med backup-filer, og derved genoprette siden, hvis man selv eller andre har ødelagt den. Og du kan redigere og tjekke siden lokalt, før du lægger indholdet op på serveren; det er en kæmpe fordel der vil spare dig tid og ærgrelser.

Hastighed:

På grund af den store programpakke, de forskellige plugins og en sværm af database- og serverkald for bare at vise en enkelt side, er CMS sider oftest meget tungere at afvikle end statiske HTML sider. Det passer dårligt sammen med at mere end 50% af din hjemmesides besøgende kommer via mobilnettet. Hastighed på især mobil er en vigtig SEO (søgemaskineoptimering) parameter i forhold til Googles vurdering af din side, så også på denne front, er der noget man skal have med i sin afvejning.

Kvalitet:

De mange tusind filer fra grundpakke og tredjeparts udviklere, som Open Source systemerne består af, har resulteret i rodet kode og uendelige lappeløsninger, efterhånden som systemerne opdateres i takt med nye versioner af PHP, lukning af sikkerhedshuller osv. Egentlig burde systemerne nulstilles og bygges helt forfra med de gældende teknologier som fundament.
Skal du have hjælp til dit CMS, er du nødt til at finde en med speciale i netop dit system.
En statisk HTML side er lavet fra grunden og indeholder kun ren kode i overskuelig struktur. Derfor kan en hvilken som helst webdesigner overtage siden og arbejde videre i den umiddelbart.

Hosting:

Et CMS skal installeres på dedikeret server for at det fungerer som det skal. De fleste hostingudbydere tilbyder i dag webhoteller, der kan afvikle CMS, men vælger du en af de billige løsninger, vil du med al sandsynlighed opleve flaskehalse og/eller hastighedsproblemer samt nedetid. Skal din CMS side køre godt og stabilt, skal du vælge en af de seriøse udbydere på markedet, f.eks. RedHost.
En statisk HTML side er ikke afhængig af den slags - den kan ligge nærmest på hvad som helst, også de helt billige hoteller, uden at man vil opleve dårlig performance.

Håndtering:

Det kræver teknisk indsigt og risikovillighed at tumle en CMS side, f.eks. når du gerne vil flytte den fra en server til en anden.
En statisk HTML side kan bare flyttes på samme måde som du flytter filer i din Stifinder.

Det korte af det lange:

CMS bør kun bruges, når der er tilstrækkelig god grund til det, f.eks. hvis sideantallet er meget højt, man har e-handel, debat-forum, blog, eller har brug for at flere mennesker kan redigere i siden samtidigt.
HTML/CSS/JS sider tilsat lidt PHP/ASP, er på så mange områder et meget bedre valg til almindelige statiske hjemmesider.
Men gode kræfter har længe arbejdet på at udvikle en klon, med det bedste fra begge verdener, nemlig Flat-file-CMS, som er databasefrie CMS systemer, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er den vej udviklingen går.

30. november 2016